Bibelske ordsprog og talemåder
Fakta
Mål
- At introducere og forklare nogle af de sære ordsprog og talemåder fra Bibelen, vi har i vores sprog
- At arbejde kreativt med talemåder og ordsprog
Forløb
1. Introduktion til ordsprog og talemåder
- Introducér og fortæl om, at bibelen er fyldt med både talemåder og ordsprog.
- Spørg eleverne ind til, hvad de kender generelt til ordsprog og talemåder – har de arbejdet med det i skolen?
- Se dokument ”Præsentation af ordsprog og talemåder” – snak med dem om forskellen på ordsprog og talemåder, samt om de kender nogle af de lidt mere gængse talemåder og ordsprog (f.eks. ”den, der kommer først til mølle…” og ”græd ikke over spildt mælk”). Giv dem mulighed for at komme med deres bud på, hvad tingene betyder.
2. Stjerneløb
- Eleverne går rundt i grupper på stjerneløbet, hvor de møder nogle af de ordsprog og talemåder, som man møder i bibelen. Er der optaget ved den ene post, tager de bare en anden. De behøver ikke at tage dem kronologisk.
3. Opsamling
- Gennemgå sammen med eleverne de forskellige ordsprog og talemåder, som var på posterne. Afslør den rette løsning og giv en grundig forklaring på, hvad ordsprogene betyder. Snak med dem om: Kan de give eksempler med brug af ordsprogene, nu hvor de kender betydningen helt? Kan de måske huske nogle ordsprog og talemåder, som minder om dem, vi kender i bibelen (f.eks. ”sluge kamelen”, ”bide i det sure æble”)?
4. Kreativ opgave
- I de samme grupper får de nu udleveret et ordsprog / talemåde fra bibelen, som de skal prøve at løse som en kreativ opgave. Forsøg videst muligt, at de kun får ting, som kan limes på plancher – undgå, at de tegner, da det andet giver et anderledes, kreativt resultat, hvor flere kan bidrage.
5. Fernisering
- Billederne bliver hængt op på en væg, hvor eleverne går rundt og ser hinandens billeder. Jeg plejer at have saltstænger og saftevand med også, så det bliver en slags fernisering.
Indsendt af Liselotte Sonne Bastholm, som har lavet forløbet med inspiration fra et materiale fra bogen "Skolen på besøg"
Arbejdsmetode
Oplæg, stjerneløb, kreativt gruppearbejde
Forberedelse
Print : Poster til stjerneløb (lamineres og tilføj snor), Holdseddel til hvert hold, Dokument med ” Præsentation af ordsprog og talemåder”
Find kuglepenne til løb
Hæng stjerneløbsposter op med snor rundt omkring i kirken/sognehuset
Klargør rum til kreativ opgaveløsning (find plancher, kreating, lim, saks etc.)
Klargør ferniseringsrum med saftevand og saltstænger + husk tape at hænge billeder op med
Sørg for at eleverne er inddelt i grupper bestående af 4 elever (sørg for, at der er mindst én læsestærk på holdet)
Materialer
Stjerneløb (lamineres og tilføj snor)
Holdseddel til hvert hold
Dokument med ” Præsentation af ordsprog og talemåder”