Et særligt måltid

At få en forståelse af nadveren som et særligt måltid

At spisepausen bliver en integreret del af undervisningen

Hver gang har vi en spisepause midt i undervisningen. Vi får en gulerodsbolle og et glas saftevand.

Dén ene gang, hvor undervisningen handler om nadveren, gør jeg noget særligt ud af det og giver dem en opgave.

Når de kommer ind i det rum, hvor vi spiser, er bordet dækket festligt. Der er dug på bordet, der er foldede servietter på tallekener, blomster og lys på bordet, rigtige glas (vi plejer at have engangskrus) og der er både boller, småkager og saftevand.

Børnene mærker med det samme, at det er et særligt måltid.

Inden vi begynder at spise, forklarer jeg dem at det i dag er et helt særligt måltid. Derfor har jeg pyntet bordet fint. Der følger en regel med det særlige måltid: Der er ikke nogen, der selv må tage noget eller bede om noget. Man må kun give og tilbyde andre at få noget. Alle er altså ansvarlige for at lægge mærke til, om der er nogen, der mangler noget.

Børnene er gode til det. Enkelte er bange for ikke at få noget og kan næsten ikke lade være med at sige, hvis de er mere tørstige. Det giver anledning til en fin samtale om at modtage i stedet for at tage. Nadveren er også noget, vi modtager/får, ikke noget vi selv tager.

Børnene får en opgave, mens de spiser, som gør dem opmærksomme på hinanden og nadverens betydning.

Indkøb og borddækning. Det tager lidt længere tid denne dag og der er også mere oprydning.