Lignelser som kollager eller tegninger
Fakta
Mål
At få minikonfirmanderne til at sætte lignelserne i en nutidig ramme
Forløb
Fortæl en lignelse fx om den barmhjertige samaritaner (Luk. 10, 23-37) eller den fortabte søn (Luk. 15, 11-32).
Læs dem eventuelt også i de moderne udgaver af Kim Fupz Aakeson, hvor de hedder "Næste" og "Per, Poul og farmand" mens I spiser eller har en pause. (Vær opmærksom på, at Aakeson både moderniserer og fortolker dem og også tillader sig at digte en afslutning til den fortabte søn, hvor lignelsen originalt slutter åbent.)
Lad børnene lave en tegning eller en kollage ved at klippe ud af ugeblade og aviser og fremstille en scene fra den lignelse, de har hørt. Ved at finde konkrete billeder i aviser og ugeblade, skærpes deres blik på ansigtsudtryk og kropsholdning, men også på konkrete personer. Kan det fx være en person klædt i falck-tøj, der går forbi personen, der er slået ned? Kan personen der er slået ned være én i kørestol, et barn, en kendt skuespiller? Lad børnene selv finde billeder, som de synes er passende til historien og lad dem evt. formidle dem, for hinanden, når de er færdige.
Tegningerne/kollagerne kan udstilles i sognegården eller tages med hjem.
Arbejdsmetode
Fortælling, samtale og kreativ opgave
Tekster
Den barmhjertige samaritaner (Luk. 10, 23-37)
Den fortabte søn (Luk. 15, 11-32)
Forberedelse
Få indsamlet en masse aviser og ugeblade. Det kan være smart at spørge en lokal frisør eller måske bare dine kollegaer eller lignende nogle uger i forvejen.
Find sakse, lim, papir og tegnegrej frem.