Vi er alle mennesker med særlige behov

- teologiske perspektiver på handicap, ikke-handicap og kirke

  • Teologiske perspektiver på handicap er en del af den almene teologi og ikke ”særteologi”. Kristendommen er inkluderende.
  • Mennesket er et relationelt individ. Ingen kan give sit eget liv mening, uanset hvor fysisk og psykisk stærke vi er.
  • Bibelen forankrer det i ”gudbilledligheden” (1 Mos 1,26 og 2,7), i den grundlæggende relation, den kristne Gud som en trinitarisk Gud er udtryk for.
  • Gudbilledligheden er ikke en egenskab eller et synligt mærke, men en teologisk kategori, som sikrer mennesket i al dets forskellighed en grundlæggende værdighed, der ikke kan antastes af noget.
  • Der findes ikke mere eller mindre gudbilledlighed, men til gengæld forskellighed som et vilkår for det skabte i verden (1 Mos 1,31).

”Mennesker med og uden handicap: begge hver for sig skabt af Gud; begge med deres liv som del af den faldne skabning; begge (som ’faldne skabninger’) henvist til Kristi frelsergerning; begge forsonet med Gud gennem Kristus, begge i underskud og henvist på andre, begge forsynet med guddommelige gaver, begge ventende på forløsning. – Hvor er da egentlig teologisk forskellen?”

Ulrich Bach, teolog, selv i kørestol:
Boden unter den Füssen hat keiner p.134f


  • Som skabt er mennesket samtidig et begrænset væsen, der aldrig er i stand til at se hverken sig selv eller Gud fuldt ud (Gen 1,26; Ex 20,4).
  • Til aktuelle kendetegn på mennesket som begrænset skabning hører det i verden at være skrøbelig, endelig, ufuldkommen, henvist på andre – det er skabelsesvilkåret.
  • Dertil kommer som et eksistensvilkår for mennesket i verden at være udsat for tilfældigheden og at være halt, blind, lam, døende – også i overført betydning, sådan som 1 Mos 3 og Rom 8,19-23 giver det fortælling.
  • Hvor blindheden tager synet for den grundlæggende relation til Gud og hinanden, kalder kristendommen det et udtryk for ”synd”. Det destruktive i det for livet i verden er åbenlyst.
  • Guds svar på det er, at han har gjort sig til ét med det skabte, skrøbelige og fortabte menneske – i stigende grad tydeligt gennem den bibelske historie – til sidst i den lidende Guds søn på korset i verden, hvor alle relationelle kløfter og brud må give tabt i forhold til ham.
  • Påskedag bærer den opstandne Jesus fortsat sårmærkerne i hænderne som tegn på Guds vilje til at bære menneskets smerte, handicap, lidelse, synd og død i al fremtid (Joh 20,24ff).
  • Dåben til den korsfæstede og opstandne Kristus gør det synligt nærværende for et menneske.

  ”En menighed, der lever af retfærdiggørelse af tro alene, forsøger bestandig

  • at holde tærsklen lav til alle livsrum
  • at holde troens forudsætningsløshed vågen
  • at holde den gensidige værdsættelse højt af fællesskabet af alle i al deres forskellighed.”

Wolfhard Schweiker:
Leitsätze auf dem Weg zu einer inklusiven Kirchengemeinde

   

  • Menneskets gudbilledlighed er altså både forankret ”opad” i Gud som skaberen og ”nedad” i Gud som frelseren og forløseren.
  • Den handicappede er ikke en fejl i Guds skaberværk, men får lov til at tænke om sig selv som Guds helt igennem villede og inkluderede, men begrænsede skabning, med al grund til tak for liv og muligheder i verden og samtidig rum til klage over de smertelige og uforståelige begrænsninger og med begrundet håb til at bære dem.
  • Den ikke-handicappede får lov til at tænke tilsvarende om sig selv og sine begrænsninger, også dem, der har det med at sætte et skel mellem ”os” og ”dem”, når det gælder forholdet til handicappede og anderledes.
  • Skabelses- og forløsningstro er de to bærende søjler i den bibelske – og kristne – lighedstanke og værdighedsforståelse, og de tegner horisonten for det kristne håb, når det gælder lidelse, handicap og eksklusion.

  • Inklusion er ikke et tilvalg for en kristen kirke, men et teologisk vilkår (jf. 1 Kor 11,17ff og 12,12-26).

Lektor Lars Nymark Heilesen,
Folkekirkens Uddannelses og Videnscenter