Konfirmanderne fortæller
Fakta
Mål
At vise, hvordan vores oplevelse af køn kan være forskellig fra dem, vi står overfor
At blive opmærksomme på vores forventninger til andre, baseret på vores oplevelse af deres køn.
Forløb
Saml konfirmanderne i en rundkreds. Fortæl om en oplevelse, du har haft, hvor dit køn har spillet en vigtig rolle. Det kan være i dit arbejde i kirken, en interaktion i supermarkedet eller en oplevelse som forælder (brug alternativt en bibelhistorie, fx Den samaritanske kvinde (Joh. 4,5-45), Kvinderne ved graven (Mark. 16,1-8), Opvækkelsen af Lazarus (Joh. 11).
Konfirmanderne deles op i grupper med 3-4 personer og fortæller hinanden tilsvarende historier (hvis de skal hjælpes lidt på vej, kan det være overvejelser over, om der er særlige opgaver i hjemmet, som drengene eller pigerne hjælper med - vaske bil, vaske op? Har konfirmanderne fået "drengeting" og "pigeting" i fødselsdagsgave? Er der særlige sportsgrene, der er særligt for drenge eller piger? Er der særlige lege i skolegården, som er for drenge og piger?)
Saml den store rundkreds igen. Hvis nogen har lyst til at dele deres historier i plenum, kan de gøre det nu. Her er det naturligvis særlig vigtigt at opretholde en respektfuld, inkluderende tone.
---------
Til overvejelse:
Aktiviteten kan være et afsæt til at tale om bibelske og nutidige opfattelser af køn – eksempelvis er køn i Bibelen som udgangspunkt ret binært: mænd er mænd, og kvinder er kvinder, ligesom kulturen var patriarkalsk: manden havde bestemmelsesret og ejendom.
Der kan dog også findes træk i Bibelen, der peger i andre retninger. I forhold til det skarpe skel mellem mand og kvinde kan man pege på, at Gud skaber mennesket ”i sit billede; som mand og kvinde” – Gud rummer altså begge aspekter, måske gør mennesket også?
Kvindens plads i Bibelen er heller ikke utvetydig underordnet mandens – i hvert fald ikke, når det kommer til forholdet til Kristus. Det er eksempelvis kvinderne, der først møder den opstandne Kristus.
Arbejdsmetode
Refleksion og fortælling
Tekster
1. Mos. 1,26-27