Spejlende kroppe
Fakta
Mål
At tale om og mærke kropslighed og sætte det i funktion i forbindelse med kønsidentitet.
Forløb
Øvelsen er en bevægelsesøvelse, der har til formål at reflektere over det at have en krop og være skabt. Det er dertil en øvelse, hvor man forholder sig til sin krop i relation til andre mennesker. Kan med fordel bruges i sammenhæng med skabelsesberetningen.
Konfirmanderne deles ud to-og-to. Hvert par stiller sig over for hinanden med lidt afstand, og de skal forestille sig, at der er et spejl imellem dem. Den ene konfirmand er den andens spejlbillede og skal gøre de samme bevægelser som den anden. Opfordr konfirmanderne til at tænke over, at vores kroppe er forskellige, og alligevel er vi på mange måder meget ens. Hvem der er spejlbillede, og hvem der leder, skifter halvvejs.
Det er nemmest, hvis bevægelserne ikke er alt for hurtige. Konfirmanderne kan opfordres til selv at finde på bevægelser, eller man kan bruge ideer fra listen:
- Rør ved din næse
- Gå så langt ned i split, du kan
- Lav sjove grimasser
- Drej rundt
- Sæt dig ned
- Løb på stedet
- Gab og stræk dig
--------------
Til overvejelse:
Alle har en krop, alle har et forhold til sin krop. Er din krop dig? Er din krop dit køn? Hvad siger kristendommen om vores forhold til vores krop/Guds forhold til vores krop?
Kroppen er ikke bare et fængsel for sjælen. Den er skabt af Gud og er i stadig forandring. At være skabt er at være accepteret af Gud, skal man også kunne acceptere sig selv og sin krop? Hvis Gud har skabt os i sit billede som mand og kvinde, rummer Gud vel begge dele? Og så er der måske også mulighed for, at vi rummer mere end bare ét køn?
Kroppen skal næres, ligesom sjælen skal det, fx er nadveren både fysisk mad og drikke til kroppen og metafysisk mad og drikke til sjælen.
Arbejdsmetode
Bevægelse og spejling
Tekster
1. Mos. 2